Nyheder

Juleafslutning og DAL bane 4

Vi havde en hyggelig eftermiddag, hvor det som ikke blev opnået på resultatsiden, tilgengæld blev klaret af 2 dejlige chokolade-kager og nogle småkager! Tusinde tak for jer der gad at bage til os. HH gav sodavand og Maibritt Johansen havde skaffet prøveposer fra Best Friend til alle deltagere på vores efterår/vinter-hold – dejligt!

Resultaterne fra agilityløbene kan ses under Stævner -> resultatlister.

HH juleafslutning og DAL bane 4 løb

God jul og godt nytår til alle vores kursister – vi ses igen efter en velfortjent vinterpause i slutningen af Januar.

DAL bane 4 – søn. 20/11

HUSK at vi har DAL bane 4 (sidste i 2011) på søndag.
Det betyder at ALLE møder kl. 15:45 til bygning af bane. Begynderne må godt ankomme lidt senere (kl. 16:30) , da de skal bygge deres egen bane efter DAL banen er løbet.
Begynderbanen er uden slalom og vippe og man kan kun deltage, hvis man ikke har deltaget i en konkurrence og/eller vundet begynderklassen før.
Alle som deltager i efterår-/vinter-træningen er automatisk tilmeldt.
Præmieoverrækkelse efter alle løb.
Startliste og hjælperliste ses her:
DAL bane 4 Startliste og hjælperliste

Det er vigtigt at alle hjælper til, så vi får en god oplevelse.

Da det er sidste gang inden jul, skal man have nissehue på – og det kunne være rigtigt hyggeligt hvis nogen havde lyst til at bage lidt kage og hygge med, så vi kan få en god afsked med agilityåret 2011.

Klubmestre i Hillerød Hundevenner 2011

Inden regnen brød løs fik vi løbet DAL bane 3 og klubmesterskaberne. Vi havde flyttet den fra sidste torsdag da banen stod under vand denne dag.
Der blev kåret klubmestre i følgende klasser (konkurrence klasse for hunde som ikke er ude af klasse 1 endnu – superklasse for resten):
Begynderklasse:
Anne E Jensen med Golden retriever Rocky
Børneklasse:
Rune Klink Dalgaard (12 år) med Border Collie Zico
Superklasse (mellem):
Susanne Merris & cocker spaniel Chutney
Konkurrenceklasse (stor):
Sofie Hjermov & Border collie Santos
Superklasse (stor):
Jeanie Marcussen & Hvid Schæfer Django

Billeder følger senere

Tilmelding til efterår/vinter træning er nu åbnet

Datoerne for træning indendørs i ridehus er nu på hjemmesiden, men endnu ikke bekræftet af rideskolen.
Der tilbydes ikke begyndertræning indendørs. Tilmeldingsfristen er d. 18. september. Se Træning -> kursusplan

Ingen træning/DAL torsdag d. 1. september

Da banen står under vand, efter den megen regn den sidste tid – har vi besluttet at udskyde DAL konkurrencen til torsdag d. 8 september !

Så torsdag d. 1. september er der hverken træning eller DAL.

Tirsdag 6. september er der normal træning, for de hold der træner der.

På torsdag d. 8 september er der ikke almindelig træning, men DAL.

Husk at melde afbud hvis du ikke kommer og løber DAL næste torsdag.

Mange hilsner

Maj-Brit Crone Høg
Næstformand Hillerød Hundevenner

DAL bane 3 og klubmesterskaberne på torsdag

HUSK at DAL bane 3 (og begynderbanerne) tæller til klubmesterskaberne.
Der er fede præmier i vente til vores klubmestre!!
Alle møder kl. 17:30, hvor vi starter med opvarmning. Efterfølgende løber begynderne og børnene deres klubmesterskaber på opvarmningsbanen og de øvrige går til DAL banen, hvor de løber om DAL og klubmesterskaberne.
Vi håber på godt vejr – og håber at der kan skabes lidt hygge omkring løbene med lidt sodavand og guf.
Alle skal hjælpe til ved afviklingen af løbene – som tidtagere, sekretær og indsender!
Held og lykke til alle med klubmesterskaberne.

Jørgen Dreymann er død

En skattet personlighed og mangeårig instruktør i Hillerød Hundevenner, Jørgen Dreymann, er død.

Han sov stille ind i søndags og gav derfor op overfor den kræftsygdom han havde fået.

Jørgen var instruktør for HH indtil for et par år siden – og han har i mange år også repræsenteret Danmark på landsholdet og opnåede med Sheltien “Sir Toby” at blive individuel bronze-vinder til VM.

Mange tanker til Maibritt – Jørgens kone – i denne svære tid.

Jørgen bisættes fra Sundkirken, Lodivej 9, 2300 København S
FREDAG d. 5/8 kl. 10:00 (NB NB – tiden er ændret fra oprindelig annonceret)

Bestilling af mad til generalforsamlingen

Efter DAL bane 2 – TIRSDAG d. 21. juni – afholder Hillerød Hundevenner sin årlige ordinære generalforsamling.
Er vejret fantastisk bliver vi udenfor – ellers har vi lånt et lokale på skolen, som vi kan benytte.
Generalforsamlingen starter kl. ca 19:30 – og klubben giver sodavand og vi opfordrer kursisterne til at bage en kage. Da vi har været i gang med DAL siden kl. 17:30, så har vi nok behov for lidt at spise og klubben har fået en aftale med Restaurant Leonora om at lave nogle dejlige sandwiches til os.

Bestilling af sandwiches skal være formanden i hænde senest onsdag d. 15. juni – send en mail til Annette @ h-hundevenner.dk

Man kan vælge imellem følgende sandwiches:

  • Bolle m/ skinke og ost 30,-
  • Bolle m/ roastbeef, remoulade 30,-
  • Bolle m/ kalkun, bacon og karry 30,-
  • Bolle m/ røget laks 35,-

Beløbet indsættes på Hillerød Hundevenners foreningskonto: Reg.nr. 8117 kontonr. 2321550

Resultater fra Olivers Cup 2011

Så er der resultater fra week-endens stævne – Olivers Cup 2011

De kan se under Stævner -> resultater – eller på forsiden af vores hjemmeside.

Tak for godt arbejde til alle hjælpere – uden jer var det aldrig gået. Vi havde et godt stævne, super præmier, god stemning… og ikke mindst så blev stævnet afsluttet i ordentlig tid.

Der blev bla. taget en del billeder af René Jørgensen, som gerne vil dele dem med os:
http://s635.photobucket.com/albums/uu79/Renesk/Olivers%20cup%202011/?start=all

I er velkomne til at bruge dem – mange tak, René.

Indkaldelse til Ordinær Generalforsamling i Hillerød Hundevenner

Agilityforeningen Hillerød Hundevenner

Indkaldelse til ordinær generalforsamling 2011
der afholdes tirsdag d. 21. Juni 2011 ca. kl. 19:30 (efter DAL)
på Hillerød Handelsskole, Trollesminde Alle 24, 3400 Hillerød

Dagsorden for den ordinære generalforsamling i henhold til vedtægternes § 10:
1. Valg af dirigent og referent
2. Bestyrelsens beretning for det forløbne år
3. Forelæggelse af regnskab for det forløbne år til godkendelse
4. Fastsættelse af kontingent
5. Forelæggelse af bestyrelsens budgetforslag for det kommende år
6. Behandling af indkomne forslag
7. Valg af formand / kasserer
8. Valg af bestyrelsesmedlemmer
9. Valg af suppleant til bestyrelsen
10. Valg af revisor / revisorsuppleant
11. Eventuelt

Ad pkt. 6: Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være indsendt skriftligt til bestyrelsen senest en uge før generalforsamlingens afholdelse.
Ad pkt. 7: Formand Annette Klink Dalgaard og kasserer Jesper Dyre Jespersen er på valg og har begge erklæret sig villige til at modtage genvalg.
Ad pkt. 8: Susanne Merris er på valg. Susanne Merris har erklæret sig villig til at modtage genvalg.
Ad pkt. 9: Karen Eriksen er på valg.
Ad pkt. 10: Revisor Mugge Pinner er på valg og er villig til at modtage genvalg

Kom og vær med – vi starter aftenen med at løbe vores agilitykonkurrence: DAL, hvor alle kursister er tilmeldt.
Efterfølgende starter vi generalforsamlingen op og hygger os samtidigt med en sandwich – flere informationer omkring bestilling af sandwiches bliver sendt ud, når vi nærmer os datoen.

Med venlig hilsen
BESTYRELSEN